Kunstdimittend undersøgelsen af Jens Otto Hansen, billedkunstner, cand. phil., København.

Billedkunstnere en samfundsinvestering

af Jens Otto Hansen, billedkunstner, cand. phil., København

I dag åbner udstillingen Forskningskroppen i Jyllands-Postens udstillingsrum på Kongens Nytorv i København. Baggrunden er en undersøgelse af situationen for billedkunstnere, udgået fra Akademiet 1965-91. Kronikøren, der har lavet undersøgelsen, foreskår en etableringsordning for unge kunstnere og bedre markedsforhold gennem fradrag ved kunstkøb

En overvejende del af den danske befolkning samt en stor part af politikerne tror, at billedkunstnernes karriere og markedsforhold kun er et problem for billedkunstnerne. De historiske kendsgerninger omkring billedkunstnernes forhold til den danske stat og det danske samfund viser imidlertid, at det forholder sig helt anderledes. Det kongelige danske Kunstakademi er årsagen. I 1701 dannedes en kunstnersammenslutning af seks kunstnere under Frederik IV's protektion. Hendrik Krock, en af de seks kunstnere, oprettede egen tegneskole, som fik understøttelse af kongen og efter Krocks død i 1738 fortsatte som male- og tegnerakademi på kongelig bekostning. I 1751 udnævnte kongen hofbygmester Eigtved til direktør for Akademiet. I 1753 overlod kongen på Eigtveds anmodning Akademiet lokale på Charlottenborg, hvor det nu også omfattede en bygningsskole.

Kongen havde fra udlandet indkaldt den franske billedhugger Saly og arkitektbrødrene Jardin, der fik professorudnævnelse og stor indflydelse på kunstskolerne. Eigtved havde før sin død (1754) fået organiseret hele Akademiet, og på Frederik V's fødselsdag den 31. Marts 1754 indviedes det højtideligt. Kunstakademiet kan i høj grad takke kongedømmet for dets tilblivelse, men i lige så høj grad samtidsånden blandt kunstnere og borgere, der på dette tidspunkt var optaget af nationalstaten og dens indretning. Billedkunsten blev, ved oprettelsen af Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler i 1754, en stats- og samfundsinvestering i en dansk billedkunst. Kunstakademiet blev ikke oprettet på grund af et sultent marked, men snarere som et forsøg på at skabe en dansk billedkunst. Man kan sammenligne oprettelsen af Kunstakademiet med oprettelsen af det danske militær. Lige så lidt militæret vil kunne hvile i sig selv økonomisk, lige så lidt vil de uddannede billedkunstnere kunne overleve på et ikke støttet marked. Denne logik giver, at de uddannede kunstneres karriere og markedsforhold er en del af den samlede investering, og lige så vigtig at få på plads som oprettelsen af Kunstakademiets billedkunstskoler. Det umiddelbart indlysende i denne konklusion var årsagen til, at jeg i 1997 tog initiativ til en undersøgelse af kunstdimittenders kunstneriske arbejdsforhold. Undersøgelsen, der blev foretaget i samarbejde med Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, havde til formål at belyse beskæftigelsessituationen for de billedkunstnere, der har gået på Det kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Da den enkelte kunstner er den bedst egnede til at berette om egne kunstneriske forhold, blev der lagt vægt på at få den enkelte kunstners opfattelse og tilfredshed frem gennem spørgsmålene i spørgeskemaet.

Undersøgelsen var tilrettelagt som en spørgeskemaundersøgelse til de billedkunstnere, der var optaget på Kunstakademiet i perioden 1965 til 1991. Alt i alt er der i denne periode optaget 632 studerende. Heraf er det lykkedes at finde frem til adressen på 489 personer, svarende til 77 pct. Hovedparten af de resterende personer er formentlig ikke mere kunstnerisk aktive. Af de 489 personer, der fik tilsendt spørgeskemaet, svarede 265, hvilket giver en svarprocent på 54. Billedkunstnerne kan være i forskellige beskæftigelsessituationer med dertil hørende former for indkomster og regler. Nogle beskæftigelsessituationer er mere attraktive at befinde sig i for billedkunstnere end andre. Kunstnernes forhold til deres respektive beskæftigelsessituation i forhold til at være kunstner, blev belyst med udgangspunkt i to kriterier, nemlig i hvilket omfang der er mulighed for individuel tidsadministrering og fleksibilitet, samt om der er eller ikke er begrænsninger på indtjenings- og opsparingsmulighederne De to kriterier er identisk med de krav, en professionel kunstnerisk karriere stiller.

I spørgeskemaet var der stillet en række spørgsmål, som havde til hensigt at belyse beskæftigelsessituationens betydning for den enkelte dimittends kunstneriske aktiviteter. Svarene på disse spørgsmål viste helt tydeligt, hvilke beskæftigelsessituationer, det ikke er en god idé at være i, hvis man ønsker at forfølge en kunstnerisk løbebane. Som folk med bare et lille kendskab til kontanthjælp og arbejdsløshedssituationen kan regne ud, var disse to beskæftigelsessituationer de absolut dårligste at befinde sig i som kunstner. Den individuelle tidsadministration og fleksibilitet samt indtjenings- og opsparingsmulighederne var hårdt ramt, og en kunstnerisk karriere var umulig at etablere.

Lønmodtagernes situation, som nogen tror er en mulig nødløsning, før en eventuel kunstnerisk karriere tager over, viste sig igennem svarene fra spørgeskemaet at være en dårlig idé, da alle lønmodtagere, der havde problemer med deres beskæftigelsessituation i forholdet til deres kunstneriske virke, sagde, at tidsforbruget på beskæftigelsessituationen var et problem.

Svarene fra kunstnere i beskæftigelsessituationen selvstændig erhvervsdrivende viste, at de fortrinsvist havde problemer med økonomien, hvilket ikke kan undre i den nuværende situation. Undersøgelsen, hvis resultater kan ses på kunstudstillingen Forskningskroppen (Jyllands-Postens udstillingsrum på Kongens Nytorv), fastslår ud fra resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen, at den sidste del af samfundsinvesteringen i billedkunstnere, nemlig en karriere og markedsstrukturen, ikke er gennemført. Dette viser sig ved det overordentlige lille antal fuldtids professionelle kunstnere, der igennem undersøgelsen er registreret (ca. 50 personer af 632 mulige). Det er ikke svært at finde årsagerne til denne investeringsfiasko. For det første er der ingen gennemtænkt etableringssituation for de billedkunstuddannede. Kunstdimittenderne går direkte ud på kontanthjælp/ arbejdsløshedsunderstøttelse. En situation, undersøgelsen viser er ren gift for billedkunstnere. For det andet er der ikke et realistisk marked. Dette betyder, at det ikke kan lade sig gøre at arbejde sig ud af problemerne.Alt i alt betyder situationen, som den er nu, at samfundet og de uddannede billedkunstnere taber investeringen på gulvet. Samtidig peger alt på, at en løsningsmodel, der ligger tæt op ad samfundets løsningsmodeller for selvstændigt erhvervsdrivende, er den mest realistiske løsningsmodel for billedkunstnerne og samfundets billedkunstner investering.

Hvordan kunne en løsningsmodel se ud? Ud fra rapportens konklusioner er det indlysende. Der bør skabes en etableringssituation, der holder de uddannede kunstnere væk fra arbejdsløsheds- og kontanthjælps-systemet. En sådan etableringsordning skal naturligvis også dække de professionelle, der er autodidakte kunstnere. Derudover bør der skabes et marked for kunst ved hjælp af fradrag til kunstkunden. I den løbende debat om kunstmarkedet er der ideer om, at det kun skal være virksomheder, der skal kunne trække fra og kun ved nybyggeri. En sådan indsnævring af markedet er et underligt misfoster. Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og give hele den danske befolkning muligheden for at støtte og præge den kunstneriske investering, de ved deres skattebillet allerede har været med til at betale etableringen af+ En sådan ordning vil med tiden skabe en masse interessante konkurrenter til statens opkøbere af kunst og vil helt givet være sund for alle parter. Visse økonomer taler om et muligt provenutab for statskassen i tilfælde af et fradragsmarked for billedkunst. Andre økonomer mener, at en fradragsordning ikke vil skabe et større salg.

En ting er sikkert, man kan ikke have de to holdninger samtidigt. Til de økonomer, der mener, at staten vil lide et provenutab, kan man spørge, om de har overblik over, hvad det koster det danske samfund at have en dyr samfundsinvestering liggende halvt færdig. Og ovenikøbet på det stade, hvor den skulle begynde at give frugter fra sig. Det skulle slet ikke undre mig, hvis en gennemgribende undersøgelse af kunstens økonomiske formåen ved en normalisering af området ville vise et pænt overskud for samfundet. Den trættende diskussion om kunstnerstøtte eller ej bør under alle tilfælde stoppe og erstattes med en diskussion om, hvordan samfundet får gavn af det allerede investerede. Det kan ikke være rigtig, at kunstnerne i et så udviklet kultursamfund som det danske stadig skal forsvare deres eksistens og stadig være på fattighjælp samtidig med, at resten af samfundet flyder rundt i et højt udviklet velfærd, og slet ikke set i lyset af, at de uddannede billedkunstnere i virkeligheden er en over 250 år gammel samfundsinvestering. Jeg tror på en positiv forandring af kunstnernes vilkår nu, men hvis der mod min forventning ikke sker en gunstig ændring i kunstnernes forhold inden for den nærmeste tid, tror jeg, mange kunstnere mister troen på en fremtid som kunstner i Danmark. Måske mister de så også troen på, at Danmark er et højtudviklet land, der giver plads til alle, der har en god vilje og brugbare talenter, og så er det Danmark, der taber.

Download hele Kunstdimittendundersøgelsen. 66 sider.

Pdf-format

Word-format

Tilbage til Toppen

webdesign og check pagerank samt ugekalender og Kokkeskole.